Den sidste martsdag / The Time Is Out of Joint / Shakespeare & Jacques Derrida

Første billede i en ny serie med titlen 'The Time Is Out of Joint' - med reference til Shakespeares Hamlet. Metaforen anvendes of analyseres tilbagevendende af Jacques Derrida i bogen 'Specters of Marx' udgivet i 1993.

Fladt stykke med tørt græs i Hellerup med udsyn til det svenske atomkraftværk Barsebäck.

I Edvards Lemckes (1815-1897) oversættelse til dansk lyder passagen - slutningen af scene I, akt V:

HAMLET: Stille, stille, hvileløse ånd!
Nu, mine herrer, hjerteligst farvel!
og hvad en fattig mand, som Hamlet er,
kan vise jer af venskab og huldskab,
skal, om Gud vil, mangle; lad os gå;
jeg beder, stedse fingeren på læben!
tiden er nu af led. - O, hvilken nød,
at jeg just til at rette den blev fød!
kom, mine venner, lad os følges ad!

I Niels Brunses oversættelse, den senste danske (udgivet 2023), så frisk fra fad!

Vær rolig, hvilende ånd. - De herrer, jeg anbefaler g i kærlighed, og hvad en fattigmand, som Hamlet er,
kan gøre for at vise jer sit venskab, skal ikke mangle, om Gud ellers vil.

Kom, lad os sammen gå tilbage; husk, jeg ber jer, altid fingeren pålæben. -Forvredet er vor tid; åh, bitre brod: at fødes til at bringe den i lod.-
Nej, kom, vi følges ad.

Alle ud.

Se også: 'Flora Excursoria Hafniensis' ~ fotografibaserede værker

Hele passagen fra Akt 1, scene V, citeret fra Folger Shakespeare Library-udgaven

Rest, rest, perturbèd spirit.—So, gentlemen,
With all my love I do commend me to you,
 And what so poor a man as Hamlet is
 May do t’ express his love and friending to you,
 God willing, shall not lack. Let us go in together,
 And still your fingers on your lips, I pray.
210 The time is out of joint. O cursèd spite
 That ever I was born to set it right!
 Nay, come, let’s go together.

'Last Day of March' -  a flat stretch of grass facing the Swedish nuclear power plant Barsebäck. From my 'The Time Is Out of Joint' series. “The time is out of joint: O cursed spite / That ever I was born to set it right!”

An embodied metaphor spoken by Hamlet to Horatio after being haunted by the ghost of his dead father. The metaphor is used and analyzes repeatedly by Jacques Derrida in his 1993 book 'Specters of Marx'.

Kamera: Pentax K5. Objektiv: Carl Zeiss 35mm f/2.

Kasper Opstrup: Mutér, og kom hjem i Herlighed - forord til Ask Katzeffs 'Befri Fremtiden' fra 2021

--

For nogle måneder siden fik jeg en en fin lille bog af min ven Christian - som på en række punkter forbinder til Derridas tænkning og den inspiration, jeg af flere omgange har fundet dér. Så tænkte, jeg ville dele en bid af bogen - samt give den en anbefaling med på vejen.

--

Med disse tanker om planetarisk knaphed begyndte nogle af de mere fantastiske utopister i forlængelse af rumkapløbet at vende blikket mod andre planeter og i det hele taget en idé om (nye økologiske) rum som afsæt for at forestille sig fremtiden.

Dette står i modsætning til en af de centrale fremtidsmyter overleveret til os fra 1980’erne og frem: TINA — There Is No Alternative. TINA krediteres ofte til Margaret Thatcher, men ideen strækker sig i hvert fald tilbage til Daniel Bells bestseller fra 1960, The End of Ideology. Som reaktion på 1960’ernes og 1970’ernes vilde, ekstatiske drømmerier, skete der nogle mentalt kontrarevolutionære i 1980’erne: Fremtiden gik fra at være en futurisme til at blive en form for nostalgi eller retromani.

I stedet for at vi kulturelt accelererede frem mod et øjeblik, som indtil det blev realiseret havde virket umuligt, begyndte kulturen at betragte sin egen fortid og derved afvise det chokerende nye. Denne ryggen-mod-fremtiden-position resulterer i en dobbeltbevægelse, der siden udgivelsen af den franske filosof Jacques Derridas Spectres de Marx i 1993 ofte er blevet kaldt for hauntologi.

Dette kan tilnærmelsesvist oversættes som læren om en hjemsøgt eksistens, og begrebet er senere blevet både en del af populærkulturen (med for eksempel det britiske
pladeselskab Ghost Box) samt videreudviklet teoretisk af blandt andre den britiske kulturteoretiker Mark Fisher.¹

Derrida ønskede at tilbagevise den amerikanske politolog Francis Fukuyamas berømte tese om, at Murens fald symboliserede “historiens ende”, hvor den neoliberale ideologi endegyldigt havde sejret, blandt andet for i stedet at påvise, at vi aldrig helt kan undslippe historiens spøgelser.

Det centrale hos Derrida er, at vi bliver dobbelt hjemsøgt af både en fortid — noget der ikke længere er, men som nægter at hvil(e) i fred — og en fremtid; det som kan blive, og som ofte tager form af et løfte, der ikke vil acceptere at blive brudt.

Det løfte om en fremtid, der aldrig kom, som specifikt hjemsøger os i dag, er i høj grad idéen fra slut-1960’erne og start-1970’erne om en verden, der kunne være fri — fri fra fattigdom, fri fra angst, fri til kollektivt at udvikle og udfolde sit fulde potentiale — en idé, der stadig er uforløst. Det var den fremtid, neoliberalisme og kapitalrealisme afbrød med kuppet i Chile i 1973, og det er den fremtid, som siden med dobbelt hjemsøgt os kulturelt under den konstante krise — hvor alt er én udstrakt nutid løsrevet fra fortid og fremtid —

¹ Se for eksempel Merlin Coverley. Hauntology: Ghosts of Future Pasts. Harpenden: Oldcastle Books, 2020.